Kvinder & Kunst den 5. – 6. oktober i Hillerød

68 kvindelige kunstnere og kunsthåndværkere er klar til at udstille på Kvinder & Kunst i Hillerød den 5. – 6. oktober.

  • Kvinder & Kunst er en begivenhed, som mange ser frem til – man kan se på en masse spændende kunst, samtidig med at man støtter et fantastisk formål med at hjælpe kvinder i Danmark og internationalt, siger Lene Hjermind, der er formand for Zonta Hillerød.

Det er Zonta Hillerød, der for 13. gang inviterer til Kvinder & Kunst. Udstillingen foregår i FrederiksborgCentret, Milnersvej 39, 3400 Hillerød i weekenden den 5. og 6. oktober klokken 10-16.

  • Kvinder & Kunst stables på benene af et netværk af frivillige engagerede kræfter, som alle arbejder for det samme formål – at støtte kvinder. Der arbejdes hårdt for at skabe nogle gode rammer, og det er dejligt at mærke, at både kunstnere og publikum ser frem til denne begivenhed hvert år, siger Lene Hjermind.

Som tidligere år vil der være en hyggelig café og et lotteri, hvor præmierne er sponsoreret af butikker og forretningsdrivende fra Nordsjælland samt de udstillende kunstnere.

Udstillingen åbnes lørdag kl. 11 af formand Lene Hjermind.

  • Zonta fylder 100 år den 8. november 2019. Det er fantastisk at være en del af en international organisation, som har arbejdet for at gøre en forskel for kvinder i 100 år, samt at vide at man faktisk er med til at gøre en forskel for kvinderne, slutter Lene Hjermind.

Menneskerettighederne er fundamentet, når Zonta arbejder for at forbedre kvinder og pigers muligheder både lokalt og internationalt. Siden 1923 har Zontas klubber over hele verden doneret 40,9 millioner dollars til dette formål gennem projekter indenfor uddannelse, sundhed, økonomi og muligheder i samfundet blandt andet i samarbejde med FN.

Fakta om årets donation:

I år er det besluttet at donere penge fra Kvinder & Kunst til Zonta International’s indsats mod børneægteskaber i de 12 lande: Bangladesh, Burkina Faso, Etiopien, Ghana, Indien, Mozambique, Nepal, Niger, Sierra Leone, Uganda, Yemen og Zambia.