Læge og Ph.D. Lonnie Grove Petersen, San Diego, fylder den 3. maj 40 år.

Lonnie Grove Petersen forsker i rumfysiologi på Department of Space Physiology ved University of California i San Diego, USA.

Hun er læge fra Københavns Universitet og tog sin PhD i rum- og flyvemedicin fra Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet i 2016 og fik kort efter fra Det Frie Forskningsråd (DFF) en Sapere Aude-forskertalent-pris samt legat fra Novo Nordisk Fonden, der gjorde det muligt for hende at rejse til San Diego og arbejde sammen med forskere fra NASA – den nordamerikanske rumfartsorganisation– i en række spændende studier over trykforholdene i hjernen i vægtløs tilstand, og hvad det kan betyde for bl.a. synet.

”Under ophold i rummet udvikler mange astronauter forringelser i synet og strukturelle ændringer i øjet og hjernen som ligner det, vi kender fra patienter her på jorden med forhøjet hjernetryk. Derfor har NASA udviklet en teori om, at den ændrede blod- og væskefordeling i vægtløshed forårsager forstyrrelser i hjernens normale tryk og væskedynamik, hvilket samtidig implicerer, at hjernens trykregulering afhænger af tyngdekraften her på jorden”, siger Lonnie og fortsætter:

”Med base i San Diego og i samarbejde med NASA vil denne nye forskningsrække bidrage til fundamental ny viden om både normale og sygelige sammenhæng mellem væskefordeling og hjernetryk. Vi har samtidig udviklet metoder til at sænke hjernetrykket og normalisere tryk-regulerings mekanismer i hjernen og dermed modvirke synstab hos astronauter, men endnu vigtigere – metoden kan også bruges for patienter her på jorden”.

Lonnie Petersen har fra ganske ung interesseret sig for flyvning og rumfart og blev som 19-årig gymnasieelev på Frederiksberg Gymnasium årets ’forskerspire’ med projektet ’Tyngdestress og vægtløshed til forståelse af blodtryk og kredsløb’. Denne forskning fortsatte hun hele vejen gennem medicinstudiet, som hun afsluttede i 2007.

Hun har bl.a. deltaget i talrige såkaldte parabolflyvninger (vægtløshedsflyvninger) ved både den europæiske rumfartsorganisation ESA og NASA.

Ved parabolflyvninger foretager et fly et frit fald efter kasteparablens bane, og i denne proces bliver passagererne vægtløse i ca. 25 sekunder. På den måde kan man studere, hvordan vægtløshed og skift i tyngdekraft påvirker det menneskelige kredsløb. Denne type grundforskning har betydning for forståelsen af bl.a. forhøjet blodtryk og blodtryksreguleringen i det hele taget.

I 2014 fik hun også en prestigefyldt pris, nemlig Zonta Internationals Amelia Earhart Fellowship, der tildeles unge kvindelige forskere inden for flyve- og rumforskning. Det var første gang i over 25 år, at prisen gik til en dansk forsker.

Lonnie Petersen har altid haft den kvindelige flyverpioner Amelia Earhart som et stort forbillede og den yngste af hendes tre døtre er endda opkaldt efter Amelia Earhart. Året efter modtagelsen af dette fellowship blev Lonnie selv medlem af Zonta International, som er en international NGO og et netværk af kvinder i ledende stillinger, der arbejder sammen med det overordnede mål at styrke kvinders juridiske, politiske, økonomiske, uddannelses-, sundheds- og arbejdsmæssige status.

Zonta samarbejder bl.a. med FN om at udføre projekter til bedring af kvinders sundhed og uddannelse, i disse år med fokus på at få afskaffet børneægteskaber verden over.

Mere end noget andet bremser tidlige ægteskaber pigers muligheder for at få en ordentlig uddannelse, samtidig med, at de udsættes for en voldsom helbredsmæssig risiko med alt for tidlige graviditeter. Zonta har på verdensplan ca. 28.000 medlemmer fordelt på ca. 1.200 klubber og 66 lande. Alene i Danmark har Zonta 22 klubber og godt 600 medlemmer fordelt på mere end 100 forskellige erhverv. Den første Zonta-klub blev stiftet i Buffalo, USA, i 1919, og den første Zonta-klub i Danmark blev stiftet i København i 1935 og havde bl.a. kronprinsesse Ingrid, redaktionschef Esther Gøthe fra Politiken, direktør Else Illum fra Illum og borgerrepræsentant og folketingsmedlem Nina Andersen som medlemmer.