Foregangskvinde på mange fronter fylder 75 år
Konsulent, professor Dorte Olesen, Gentofte, fylder 75 år den 8. januar
Dorte Olesen blev kandidat i matematik og fysik i 1973 og strøg hurtigt ind i en videnskabelig karriere i grænseområdet mellem disse to fag. Ph.D. graden fra Syddansk Universitet fik hun i 1975 og i 1981 blev hun dr.scient. fra Københavns Universitet (KU), kort efter sin ansættelse som lektor ved Matematisk Institut.
Forskerkarrieren førte hende også til USA som gæsteprofessor i Berkeley, og hun fik tidligt lederposter ved det Naturvidenskabelige Fakultet på KU og blev valgt som den første (og indtil 2019 også den eneste) kvindelige dekan for naturvidenskab i 1986. Men i 1988 lokkede et ”fuldt” professorat på RUC, hvor hun blev Danmarks første kvindelige professor i matematik. Hun var også 1987-93 medlem af Regeringens Forskningspolitiske Råd, hvor hun bl.a. stod i spidsen for en evaluering af dansk sundhedsvidenskab.
I 1989 blev hun direktør for statsvirksomheden UNI-C, der var en fusion af regnecentrene ved KU, AU og DTU og stod for en række it-services til skoler og universiteter, herunder det danske forskningsnet DENET, der var Danmarks store link til internettet. Da flere universitetslærere gerne ville have en internetforbindelse til deres hjem, etablerede UNI-C i 1991 den første generelle internetservice til helt almindelige pc-brugere, den såkaldte inet-service. Dette gav et markant gennembrud for brugen af internet i Danmark, og denne kommercielle ISP del af UNI-Cs virksomhed voksede hastigt de følgende år. I forbindelse med teleliberaliseringen blev den i 1997 frasolgt til Tele2, og herefter satte UNI-C skarpt fokus på at etablere en stribe let tilgængelige services til skolerne, bl.a. SkoleIntra og Unilogin og uddannelsesportalen EMU – oprindelig stod forkortelsen for ”Elektronisk Markedsplads for Undervisningsmidler”, men tiden var endnu ikke moden til e-handel, og EMU skiftede karakter til en læringsplatform. Dorte Olesen var derefter som formand for et udvalg under IT-Brancheforeningen med til at indstifte e-handelsprisen, som i en årrække blev uddelt i et tæt samarbejde mellem UNI-C, IT-Brancheforeningen og Dagbladet Børsen. Da e-handel var blevet mere udbredt, overgik prisen til Foreningen for Dansk Internethandel.
I 2011 vendte Dorte Olesen tilbage til matematikken på DTUs store institut for matematik og computer science, DTU Compute. Sammen med en kollega fra Københavns Universitet opdaterede og genudgav hun i 2018 en lærebog om forskningsfeltet C*-algebra. Hun er fortsat ansat på DTU Compute som konsulent i et stort forskningsprojekt, og de seneste år har hun også brugt meget af sin tid på formidling af naturvidenskab og teknologi til bredere kredse, ikke mindst i forbindelse med fejringen af 200 året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, HCØ2020 – her var hun bl.a. dybt involveret i en stor udstilling om H.C. Ørsteds opdagelser, der trods Corona samlet set fik over 150.000 besøgende, først i Rundetaarn juli-september 2020, så på Syddansk Universitetsbibliotek oktober-december 2020 og så på Steno Museet i Aarhus i hele 2021. Lige nu er hovedparten af udstillingen opstillet hos energiselskabet Ørsted i Gentofte.
Allerede i 1988 var Dorte OIesen blevet præsident for det af H.C. Ørsted i 1824 grundlagte Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Denne post har hun netop overdraget til astrofysikeren Anja C. Andersen, men hun er stadig med i arbejdet, og Selskabet trives og oplever netop i disse år en stærkt forøget interesse for sin virksomhed. Og hun har siden 1990 været medlem af Danmarks ældste Zonta klub, København I. Zonta International har status af NGO og arbejder verden over for lige rettigheder og muligheder for kvinder, ofte i samarbejde med UNICEF, UNFPA og UN Women. Der er 20 klubber over hele Danmark, og på landsplan har Dorte Olesen bl.a. været i spidsen for uddeling af scholarships til kvindelige ph.d.studerende indenfor teknik og naturvidenskab og til kvindelige handelsstuderende med stærkt lederpotentiale. I perioden juli 2018- juni 2020 var hun Governor for ZI’s distrikt 13, der omfatter Danmark, Norge, Island og Litauen, og juli 2020- juni 2022 Director for Zonta International og Zonta Foundation for Women. Nu er hun tilbage i distriktsarbejdet og i spidsen for distrikt 13s UN og Council of Europe Komité.
En række bestyrelsesposter har også bragt hende vidt omkring, hun har i Danmark bla siddet i bestyrelsen for Dagbladet Politiken og Politikens Forlag, Fagpension, Danmarks Lærerhøjskole, NORDUnet A/S, Farmaceutisk Universitet og RUC, hvor hun var formand for den første bestyrelse i 2004-2008. Og på europæisk plan var hun 2003-2009 præsident for den europæiske samarbejdsorganisation TERENA, og i 2014-17 med i bestyrelsen for organisationen GEANT, en rejsekrævende post, som hun forlod i december 2017 for at skaffe tid til arbejdet som Governor i Zonta i 2018-20. Og EU-kommissionen har haft bud efter hende til en lang række ekspertgrupper,og som evaluator for nye it-udviklingsprojekter. Hun var også i 2016 medlem af en high level ekspertgruppe om en teknologibank til de mindst udviklede lande nedsat af FNs generalsekretær Ban Ki-moon. Hun sidder fortsat i bestyrelsen for Politiken Fonden og Holding samt Selskabet for Naturlærens Udbredelse, og er netop kommet ind i bestyrelsen for Ellehammerobservatoriet .
Fritiden tilbringes ofte i haven, der gennem mange år er blevet mere og mere biodynamisk, så både mennesker, planter, fugle og insekter trives. Det gælder både hjemme i Gentofte og i sommerhuset i Vollerup ved Kalundborg, som familien har haft i over 40 år.