Et stort tillykke
Shideh Pourzahed fra Zonta Frederiksberg, er blevet udpeget af Børn- og Ungeministeriet under Undervisningsminister Mattias Tesfaye til Danmarks repræsentant i UNESCO Nationalkommission.
Den danske UNESCO-nationalkommission skal stimulere interessen for UNESCO’s værdier og målsætninger, sætte fokus på vigtige dagsordner og bidrage til den demokratiske dialog i Danmark.
Derudover rådgiver nationalkommissionen den danske regering i UNESCO-spørgsmål og virker som bindeled mellem regering og civilsamfund inden for UNESCO’s arbejdsområder.
Den danske UNESCO-nationalkommission
Nationalkommissionen består af medlemmer fra universiteter, uddannelsesinstitutioner, offentlige institutioner og ngo’er inden for UNESCO’s kerneområder. Derudover er alle ministerier med UNESCO-ansvar repræsenteret i kommissionen ved en såkaldt tilforordnet. De ministerier og myndigheder som er involveret i UNESCO-arbejdet er Udenrigsministeriet, Kulturministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet samt Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).